Kastrupgårds historie

Kastrupgård etableres.

Historien om Kastrupgårdsamlingen starter på sin vis i 1747, hvor den tyskfødte Jacob Fortling opnåede privilegium til at udvinde kalksten på Saltholm. I den forbindelse etablerede han i 1749 en fabrik på Kastrup Knæ, der på det tidspunkt blot var en sandbanke. Bygningen Kastrup Værk findes stadig og kaldes i dag for Bryggergården. Den ligger tæt ved Den Blå Planet. Jacob Fortling var udnævnt af kong Frederik d. V. som kongelig Hofstenhugger og hans succes gjorde en stor forskel for den lille landsby Kastrup. Han opførte en herskabsbolig i landsbyen og døbte den Kastrupgård.

Af Fortlings originale Kastrupgård er det kun portbygningen som er tilbage. Den nuværende hovedbygning med den karakteristiske gule farve er ført tilbage til dens udformning af Ole Tønder Lange, som ejede bygningen fra 1792-1835. Det var dog den forrige ejer PJ. Hygom som ifølge overdragelsespapirerne tilføjede en første sal, men efter en brand ændrede Ole Tønder Lange bygningen markant. Stuerne som i dag huser Tårnby kommunes TH. Philipsen samling er forsøgt ført tilbage til tiden omkring år 1800. I stuerne kan man se den originale fedtstens ovn som er fra 1750’erne samt dørstykker af W.F. Burfeldt, som er fra 1790’erne.

Landstedet Kastrupgård i landsbyen Kastrup er blevet tilskrevet en stor del af områdets vækst op igennem århundrederne. De skiftende ejere har haft større eller mindre indflydelse på lokalsamfundet og igennem tiderne har der været op til 100 mand boende og/eller ansatte på Kastrupgård. Under Københavns bombardement i 1801 var Kastrupgård stabskvarter for kongens livjægerkorps og i midten af 1800-tallet havde Kastrupgård sit eget bryggeri. Kastrupgårds rolle som magtfaktor og stor landbesidder svinder ind op igennem 1800-tallet, men folkene som bor på Kastrupgård er altid involveret blandt spidserne i det lokale samfund. Omkring år 1900 ejes Kastrupgård af Mikkel Jacobsen som bor på gården sammen med sin familie. Det er i denne periode, at Theodor Philipsen har haft sin gang i Kastrup og boede til leje i Bryggergården – Det tidligere Kastrup Værk.

Efter Mikkel Jacobsen overtages Kastrupgård af Otto Mathias Kristensen som bliver den sidste private ejer af Kastrupgård. Kastrupgård drives til sidst som et gartneri med jordbær og blomkål som speciale. I 1957 sælger Otto Mathias Kristensen Kastrupgård til Tårnby kommune, hvorefter der indrettes bibliotek i bygningerne i 1958.

Kilde: Kastrupgård – Fra hovedgård til kultursted. Inger Kjær Jansen 1992.