Det halve menneske

Omdrejningspunktet i DET HALVE MENNESKE – EISTRUP PÅ PAPIRET er Kasper Eistrups (f. 1973) omfattende værk på papir. Der bliver vist nye tegninger skabt til udstillingen og ligeledes mange originalværker, der til dagligt befinder sig i privateje. Hertil udstilles et fyldigt og repræsentativt udvalg af hans grafiske produktion fra de seneste 15 år samt en installation, som Eistrup har komponeret specielt til udstillingen på Kastrupgårdsamlingen.
Det er åbenlyst, at tegningen spiller en vigtig rolle for billedkunstneren Kasper Eistrup. Stregtegningens potentiale for præcision og poesi er et synligt bærende element i hans værk - også i hans malerier og grafiske værker. Hans streg fremstår både rå og vital, intens og intim på samme tid.
Men de mange lag, dybden og stofligheden i hans værker er lige så meget en konsekvens af hans fascination og mangeårige passion for papiret. Både som materiale, men også som betydningsbærende element. Helt konkret benytter Eistrup ofte papiret som delvist blottet grund og som selvstændigt udtryk, hvor højst forskellige strukturer. teksturer og farvespil i papiret føjer en ekstra dyb og karakterfuld dimension til hans værk.
Udstillingen er Eistrups første store museumsudstilling siden udstillingen FRAGMENTARIUM, der blev vist på Nationalhistorisk Museum, Frederiksborg, i 2018/19. DET HALVE MENNESKE – EISTRUP PÅ PAPIRET er skabt og tilrettelagt i et tæt samarbejde mellem Kastrupgårdsamlingen og Eistrup selv.
