



MED TRYK PÅ
HuskMitNavn
Udstillingen er den første, store, retrospektive præsentation af HuskMitNavns grafik på et dansk kunstmuseum.
Den grafiske produktion udgør en mangeårig og væsentlig del af HuskMitnavn’s kunstneriske oeuvre. På udstillingen MED TRYK PÅ HuskMitNavn, der er blevet til i tæt samarbejde med kunstneren selv, kan man opleve HuskMitNavns arbejde med grafiske teknikker som stentryk, serigrafi, kobbertryk og træsnit. Hertil kommer en række arbejder, hvor silketryk, der er skabt i et enkelt oplag, er monteret i rammer med håndtegnede detaljer på selve rammerne. Et typisk og ret sigende greb for HuskMitNavn, hvor forholdet mellem unika og det masseproducerede får et autonomt tvist.




HuskMitNavn har igennem årene udviklet et personligt og originalt kunstnerisk udtryk. Med forenklede stilistiske træk, der refererer til både popkunst, streetart og tegneserier, taler HuskMitNavn det moderne menneskes sprog. I sit motivvalg kredser kunstneren om det almene menneske og det almene menneskeliv, hvor det absurde og det modsætningsfyldte, i det vi foretager os i hverdagen, ofte er kernen. Og det er heri, at selve essensen af HuskMitNavns folkelighed ligger. Han forbinder os som mennesker, fordi han skaber spejlinger, vi genkender og forstår på et følelsesmæssigt plan.

HuskMitNavn arbejder parallelt med både originaltegninger, grafik, skulpturelle arbejder, maleri og det helt store format; gavlmaleriet. I MED TRYK PÅ HuskMitNavn kommer det tydeligt til udtryk, idet han har opbygget udstillingen som en totalinstallation, hvor hele den arkitektoniske ramme omkring værkerne bliver en del af værket. Desuden er der indrettet et tegnerum, hvor både børn og voksne er velkomne til at slå sig ned og tegne.

