Kolossal
Den gængse forestilling om grafisk kunst har ikke altid gjort grafikken ret. Det er selvfølgelig en påstand – måske endda en fordom - at de fleste mennesker tror, at grafik er sort og hvidt, forholdsvis småt af størrelse og som regel bag glas og ramme. Som statsanerkendt kunstmuseum med speciale i moderne grafik og en samling udelukkende bestående af grafik er det Kastrupgårdsamlingens fornemmeste opgave at vise, at grafik er langt mere og så meget andet end det.
Med udstillingen KOLOSSAL – grafik i store formater, går museet adskillige skridt videre og viser, hvordan kunstnere på tværs af teknikker og deres eget, særegne kunstneriske udtryk, arbejder med det grafiske medie i størrelser, der udfordrer vanetænkningen og rækker ud over det sædvanlige. Samtidig har dette givet os en god og oplagt anledning til for første gang siden 2013, hvor Kastrupgårdsamlingen fik til huse i hele kulturmiljøet Kastrupgård, at lade en særudstilling indtage alle museets mange, meget forskelligartede udstillingsrum.


Udstillingen viser godt og vel 46 store grafiske værker af lige så mange forskellige kunstnere. Cirka halvdelen består af indlån og anden halvdel stammer fra museets egen samling. Nogle værker er erhvervet de seneste år, blandt andet med denne udstilling for øje, men der er også værker indsamlet helt tilbage fra omkring Kastrupgårdsamlingens etablering i 1970’erne.
Værkudvalget til udstillingen viser med al tydelighed, at moderne grafisk kunst er meget mere og andet end små formater og værker i sort-hvid. De grafiske kunstnere har med stor virkelyst og skabertrang presset mediet til det yderste og fundet løsninger på at skalere grafikken op til kolossale størrelser – ofte i samarbejde med de grafiske værksteder og forskellige Master Printers særlige kundskaber. På den måde har de fået grafikken ud af de forventelige formater, udfordret og ændret de enkelte værkers aura og den status, der knytter sig til mediet generelt. Meget tyder på, at grafikken ikke længere er underlagt tidligere tiders materialehierarki. Den stimulerer sansning og tænkning med samme intensitet som andre kunstneriske udtryksformer, ligesom den materialiserer sig med samme uforudsigelighed og på nyskabende måder. Vi påstår faktisk, at det store grafiske værk har samme wauw-effekt som for eksempel det store maleri.
