Vibeke Tøjner - Camus' ansigt

Maleri og arbejder på papir.

13. oktober 2016 - 19. februar 2017.

Efterårets store udstilling præsenterer en lang række nye værker af kunstneren Vibeke Tøjner. 59 værker indgår i udstillingen og den er således den største præsentation af kunstnerens samlede værk i de senere år. Centralt i udstillingen står 5 værker med udgangspunkt i forfatteren Albert Camus' ansigt.

Vibeke Tøjner er mest kendt for sine abstrakte behandlinger af landskaber. I denne udstilling ser hun verden igen, men den opleves igennem Camus' forfatterskab og med en kunstnerisk omsætning af selve forfatterens ansigt til et sanset landskab.Værkerne er altså ikke udelukkende portrætter af Camus' ansigt, men Tøjners oplevelse af verden med inspiration fra Camus' litterære betydningsunivers.

Udstillingen består både af værker på papir og olie på lærred, og hos Tøjner har linien og farven en særlig plads. I både hendes papirværker og hendes oliemalerier opstår der spændinger og små hentydninger som publikum skal fordybe sig i. I takt med Camus' forfatterskab og udforskningen af de eksistentielle grundvilkår ved det at være menneske, udfolder udstillingen Vibeke Tøjners blik på verden med inspiration fra Camus.

Udstillingen følges af et omfattende katalog med tekster af Museumsleder Mette Mansa, Professor emeritus og formand for det franske Camus selskab, Agnes Spiquel samt et stort interview med forfatteren til den autoritative Camus biografi Roger Grenier udført af Tøjner selv. Et interview som har været centralt i kunstnerens arbejde med værkerne til udstillingen. I udstillingen vises også den nye kortfilm 'Painting White Inception' (2015) af Jesper Jargil. Filmen skildrer kunstnerens arbejde med et 4,5 meter højt maleri over en periode på 3 måneder i 2012. Værket er udført på stedet i en hall i et privat domicil.


Læs mere på kunstnerens hjemmeside www.tojner.dk.