DEN SORTE SKOLE - Fyns Grafiske Værksted 40 år

2. marts - 5. juni 2017

Med 172 kunstnere kan Fyns Grafiske Værksted i 2016 fejre sit 40-års jubilæum i topform. Dette har de markeret ved kollektivt at udfordre den sorte farve i en stor jubilæumsudstilling.

Udstillingen vil være en omfattende præsentation af noget af det bedste indenfor dansk grafik, hvor et udvalg på 172 af de ca. 300 medlemmer vil præsentere både helt nye og ældre værker. Titlen 'Den Sorte Skole' peger på to elementer, som har været kernepunkter for grafikken siden dens opfindelse i Europa i 1400-tallet. Nemlig den sorte farve og værkstedstraditionen, hvor mesterlære er udgangspunkt for arbejdet med grafikpressen. 

Udstilling med eget værksted.

Med udstillingen er Fyns Grafiske Værksted i bogstaveligste forstand flyttet ind på Kastrupgårdsamlingen. I et af museets sale er der rykket to trykpresser ind. Henholdsvis en til dybtryk og en til plantryk. Grafikpresserne vil være bemandede af kunstnere fra Fyns Grafiske Værksted på onsdage fra 14:00-19:00 i hele udstillingsperioden. Her kan man som publikum følge det møjsommelige arbejde med at overføre trykket fra lito-stenen eller den graverede metalplade til det sarte papir. Datoerne for bemandingen kan ses i kolonnen til højre. 

Udstillingen har tidligere været vist på Brandts 13.

Læs mere om Fyns Grafiske Værksted på værkstedets hjemmeside www.fynsgv.dk