Bjørn Nørgaard: Krigen - Kvinden - Freden

Kastrupgårdsamlingen har fået en unik mulighed for at præsentere 14 helt nye litografier af den danske kunstner Bjørn Nørgaard i en særskilt ophængning. Værkerne er udlånt af Atelier Clot, Bramsen og Brunholt, Paris.

19. april 2016 - 19. februar 2017

Bjørn Nørgaard (f. 1947) debuterede for over 40 år siden som en del af Eks-skolen – Den eksperimenterende kunstskole. Skolen talte bl.a. kunstnere som Poul Gernes og Per Kirkeby. Sammen med Bjørn Nørgaard har de haft en særligt eksperimenterende tilgang til kunsten. Bjørn Nørgaard gjorde sig særligt bemærket med Hesteofringen – en rituel ofring af hesten Røde Fane på en mark i Nordsjælland, som en kommentar til blodsudgydelserne i den dengang igangværende Vietnamkrig. I hans nye serie af litografier ’Krigen – Kvinden – Freden’, som nu kan ses på Kastrupgårdsamlingen, tager Bjørn Nørgaard atter krigen som tema op. Men denne gang i sammenspil med Kvinden og Freden, som alternativer til krigens gru.

Det danske værksted i Paris.
Litografierne er trykt på det legendariske grafiske værksted Clot, Bramsen & Georges i Paris. Det franske værksted har en dansk forbindelse i form af trykkeren Christian Bramsen, hvis far Peter Bramsen i 1960’erne blev del af værkstedet. Værkstedet har siden 1890’erne være et anerkendt internationalt mødested for grafikere fra hele verden. Kastrupgårdsamlingen viste i sommeren 2014 en særudstilling bestående af værker af den danske kunstner Asger Jorn, som også var trykt på værkstedet.

Bjørn Nørgaards nye litografier er trykt i 2015. De kan ses fra d. 19. april 2016 til den 19. februar 2017.